Kontakt til klubben: Mobil 5018 9380
Kontonummer 6525-0004-030-516
Maribo Skakklub
Klubaften hver onsdag kl. 19:00
vi spiller på adressenSpejdervænget 4
Webmaster: Henning Jakobsen
Mail:h.k.jakobsen@123dk.dk
TLF. 54850970 (Fastnet)
Mobil: 51528170
Maribo Skakklub
Startet den 28/5 - 1911
Maribo er klar til spændende afslutning på holdturneringen
I dag er den 5. af 7 runder i sæsonens holdturnering afsluttet med afviklingen af en udsat kamp i A-rækken mellem Maribo 2 og Haslev 1. Det lignede på forhånd en svær kamp for hjemmeholdet, som lå på ottende- og sidstepladsen, mens Haslev lå midt i rækken. Bortset fra en sejr i sæsonstarten over topholdet Vordingborg havde Maribo inden dagens opgør tabt de 3 næste kampe.
Ydermere havde Maribo afbud til Haslev-kampen fra de 3 øverste spillere, men de resterende og reserverne kæmpede godt og fik nederlaget begrænset til det acceptable resultat 3-5. Med resultatet rykkede Maribo 2 en plads frem i tabellen og har kontakt til Skovbo på sjettepladsen. Sejre i de to resterende kampe mod netop Skovbo og nr. sidst Holbæk 3 vil give Maribo gode chancer for at undgå nedrykning.
Holdets topscorer er Carsten Nielsen med 4 point i 5 kampe.
Bedre er det gået for Maribo 1, som senest vandt lidt heldigt med hele 7-1 over bundholdet Næstved 2.
Efter 1 uafgjort og 4 vundne kampe fører Mesterrækken 1 point foran Præstø. I 6. runde (1. marts) mødes de 2 tophold i Maribo i en kamp, hvor resultatet kan vise meget afgørende for, hvem af de to, der sikrer sig oprykningspladsen til 2. division i næste sæson. I tilfælde af uafgjort har Maribo i teorien en lille fordel i at have den på papiret lidt lettere modstander end Præstø i sidste runde, som afvikles i Næstved den 15. marts. Slagelse på tredjepladsen kan dog stadig nå at blandes sig i oprykningskampen med 2 storsejre. Topscorer for Maribo er Henrik Sandberg Jensen med 5 ud af 5 points.
Også Maribo 3 klarer sig fint i den nyoprettede og meget jævnbyrdige C-række. Senest spillede holdet 2-2 mod Nakskovs hold. Holdets topscorer er Camilla Bak med 3 ud af 4 mulige point.
Yderligere detaljer om holdturneringen kan findes her:
http://www.2hkhold.dk/holdarkiv/hld1415/
Venlig hilsen
Søren Pedersen
Den 6. udgave af Maribo Skakklubs Klosterturnering havde deltagelse af 27 skakspillere fra 4 klubber, hvilket er rekord. Efter 5 runder med god kampskak blev vinderne af de 4 styrkeinddelte grupper fundet sent onsdag aften. De udenbys gæster tog i år godt fra sig af præmierne.
Forhåndsfavoritten Ulrik Rath (Maribo) vandt alle 5 partier i øverste grupper og blev dermed Klostermester for 1. gang. Afgørende blev Ulriks sejr i det indbyrdes parti mod Henning Nielsen (også Maribo). Henning, som tidligere har vundet titlen 4 gange og var regerende mester, måtte således tage til takke med andenpladsen med 4 point.
I gruppe 2 var der topopgør i sidste runde mellem klubformændene Jens P. Petersen (Sydøstlollands Skakklub) og Søren Pedersen (Maribo). Partiet sluttede som de øvrige i gruppen med en remis, så Jens P. Petersen vandt gruppen med 4½ point foran Søren Pedersen med 4.
I gruppe 3 blev førstepladsen delt mellem 2 outsidere i skikkelse af Henning Jakobsen (Nordfalster) og Svend Aage Christensen (Nakskov) med hver 4 point, mens ratingfavoritterne måtte nøjes med sekundære placeringer.
Gruppe 4 var i år med den nyskabelse, at den var forbeholdt spillere under 1200 i rating og med en betænkningstid på maksimalt 3 timer (mod op til 5 timer i de andre grupper). Forhåndsfavoritterne slog her til idet Lars Møller (Sydøstlolland) gjorde rent bord med 5 point foran Bøje Pedersen (Maribo) med 4. Camilla Bak og Bent Lorentzen, begge Maribo delte tredjepladsen med hver 3 point. I kraft af Maribos mange nye skakspillere var der 8 deltagere i denne gruppe. Og de gjorde det godt ved at yde god modstand mod de mere rutinerede spillere og spille jævnbyrdige partier indbyrdes.
Apropos nye spillere: Maribo Skakklub er netop blevet præmieret med et nyt skakur for at være den skakklub 2. hovedkreds (Sjælland uden for Hovedstadsområdet) som i 2013 har haft størst medlemsfremgang. Nettotilgangen var på 5 medlemmer. Vi er nu vokset til 32 medlemmer fra nybegyndere til mesterspillere, men vi kan godt have plads til et par stykker mere.
Sæsonens sidste store begivenhed i klublokalerne bliver Lolland-Falster-mesterskabet, som vi afholder i Kristi Himmelfartsferien, men vi spiller også hurtigskak og træner hver onsdag aften frem til den nye sæsonstart i august.
Søren Pedersen, formand
Det gik rigtig godt for Maribos 2 bedste skakhold i holdturneringens første halvdel . Efter 4 af i alt 7 runder var begge hold ubesejrede og stilede mod topplaceringer i hver deres række. Desværre kunne holdene ikke leve op til den gode start i de sidste runder.
Værst gik det for Maribo 1 som tabte de 3 sidste kampe og dermed måtte tage til takke med en fjerdeplads blandt de 8 hold i sæsonens meget jævnbyrdige Mesterrække. Maribo tabte således til de to bundhold, Vordingborg og Kalundborg samt de senere oprykkere fra Holbæk 2. En medvirkende årsag til nederlagene i de sidste kampe var mange afbud fra såvel faste spillere som de normale reserver. Holdets topscorer blev John Kristensen med 5 ud af 7 mulige point.
Også Maribo 2 i A-rækken havde masseafbud pga. ferie og arbejde i de 2 sidste runder, som blev tabt med hhv. 3-5 til Nordfalster og hele 1-7 til topholdet Faxe 1. Dermed rakte de 5 sejre i turneringen kun til en tredjeplads efter de to førstehold fra Faxe og Haslev. Holdets topscorer blev Søren Pedersen med 5 af 7 point.
Maribo 3 tabte sin sidste kamp i B-rækken mod Nykøbing F med 0-4, men ydede trods cifrene god modstand mod overmagten. Hold sluttede på fjerde- og sidstepladsen i rækken, som har været præget af stor styrkeforskel mellem holdene.
Desuden har klubben afsluttet sin klubturnering, hvor 26 spillere dystede om titlerne som klubmester i gruppe 1 og 2. Ulrik Rath fejede her al modstand til side og vandt titlen for anden gang i træk – denne gang med 8 sejre i 8 runder. I gruppe 2 vandt klubbens alderspræsident Keld Christensen sit andet mesterskab med 5 point.
På de kommende onsdage afvikler vi vores traditionsrige Klosterturnering. Her dyster i alt 27 spillere fra 4 klubber om præmier og ratingpoint. For første gang har turneringen en gruppe for spillere under 1200 i rating, hvor der spilles med kortere betænkningstid. I den deltager vores 2 drenge Magnus på 9 og Matthias på 10 på lige fod med de voksne spillere.
Søren Pedersen, formand
5. runde af holdturneringen
Alle Maribo Skakklubs hold var i kamp i 5. runde af holdturneringen i den forløbne uge, men denne gang med begrænset succes. Bedst gik det for Maribo 3 i B-rækken.
Holdet spillede uafgjort 2-2 mod Sydøstlolland 2 og fik dermed sæsonens første matchpoint.
I både A-rækken og Mesterrækken havde Maribo 2 og Maribo 1 hjemmekampe mod lavere placerede hold. Maribo 2 vandt 4½-3½ over
Faxe 2, hvilket var noget under forhåndsforventningerne. Holdets 5. sejr var dog lige nok til at bevare andenpladsen i rækken.
I den meget jævnbyrdige Mesterrække var det rækkens nr. 1 Maribo mod nr. 8 Vordingborg,
hvor bundholdet overraskede med 4½-3½ sejr. Se evt. holdlederens farverige kampreferat her.
For øvrige detaljer henvises til 2. HK's holdside.
Nu holder holdturneringen vinterferie
frem til marts. Den mellemliggende tid bruger Maribo Skakklub til afslutte sin årlige klubturnering,
hvor det ligner et tæt opløb om titlen mellem de 3 seneste mestre, Claus Hansen, Henning Nielsen og Ulrik Rath.
Søren Pedersen, formand
Maribo Skakklub ubesejret halvvejs i turneringen
Det går rigtig godt for Maribos 2 bedste skakhold i holdturneringen. Efter 4 af i alt 7 runder er begge hold ubesejrede og stiler mod topplaceringer i hver deres række.
Maribo 1 besejrede i søndags Slagelse, som eller har forstærket sig med en stærk italiensk spiller på deres førstebræt. Men Maribos Henning Nielsen tog kampen op og sikrede sig og holdet et halvt point. I øvrigt endte også de næste 4 brætter remis. Spillernes fredelige indstilling var medvirkende til at kampen kun varede knapt 4 timer mod normalt næsten 6 timer. Hjemmeholdet vandt i kraft af Maribos store bredde på 7. og 8. bræt ved Svend Erik Hansen og Jens Mott. Resultatet på 4½-3½ mod Slagelse er ifølge holdleder Claus Hansen tilfredsstillende og svarer til holdenes ratingtal. Desuden var han glad for at holdet for første gang i mange år kunne stille op uden afbud. Maribo har vundet 3 kampe og spillet uafgjort mod Præstø, som er nr. 2 i Mesterrækken 1½ point efter Maribo. Det bliver spændende at følge om Maribo kan holde kursen mod 2. division i de sidste 3 kampe.
Maribo 2 i A-rækken har bekræftet klubbens store bredde med 4 sejre af 4 mulige. Senest vandt holdet i går hjemme mod Præstø 2. Sejren blev kun på 4½-3½, hvilket var lidt mindre end forventet på forhånd. Mens Maribo ligesom førsteholdet stillede op uden afbud, havde Præstø en del afbud. Alligevel ydede holdet god modstand mod Maribo. Maribos vindere var Abidin Mustafi på 2. bræt samt Søren Pedersen, Carsten Nielsen og Keld Christensen på brætterne 6-8. På trods af de 4 sejre er Maribo ”kun” nr. 2 i rækken, da individuelle point (kaldet brætpoint) tæller forud for matchpoint i skak. Topplaceringerne godt midtvejs i turneringen indtages af Faxe 1 med 24½ p. foran Maribo 2 med 21 p, Haslev 1 med 20½ p. og Nordfalster 1 med 17½ p. Faxe er favoritter til oprykningen, mens vi i Maribo håber på andenpræmien.
Maribo 3 , som stadig er på vej mod den første sejr, var oversidder i 4. runde. I 5. runde spiller Maribo 1 hjemme mod Vordingborg søndag d. 26.1, kl. 12. Onsdag d. 29.1. spiller Maribo 2 hjemme mod Faxe 2 kl. 19.30 og samtidig spiller Maribo 3 mod Sydøstlolland 2. Som altid er tilskuere velkomne til kampene i klubbens lokaler i Museumsgade 28. For både første- og andetholdet er der tale om sæsonens sidste hjemmekampe.
Søren Pedersen, formand
Nye møbler fejret med 2 hjemmesejre i sæsonstarten
I forbindelse med Nordeas lukning af filialen i Rødby har vi i Maribo Skakklub været så heldige at overtage nogle møbler, som banken ikke mere havde brug for. De var meget velkomne, da især vores gamle stole var meget slidte. Vi har kunnet møblere såvel spillelokalet som analyserummet med de komfortable møbler. Vi er Nordea meget taknemlige for gaverne, som har været en god støtte for en klub med begrænsede økonomiske midler.
Og at vi sidder godt på de nye stole viser de to første hjemmekampe i holdturneringen: Maribo 1 vandt mod Næstved 2 med 5-3 og fører dermed rækken. Resultatet er godkendt, ikke mindst i lyset af at Maribo i sidste sæson tabte med de samme cifre. For Maribo vandt Ulrik Rath, Henning Nielsen, Svend Erik Hansen og Steen D. Jensen, mens John Kristensen og Henrik S. Jensen spillede remis. Søndag d. 10.11. spiller Maribo 1 igen hjemme mod Dianalund.
Endnu bedre gik det for Maribo 2, som i A-rækken vandt med 7-1 i lokalopgøret mod Sydøstlolland 1. Sejren var cirka 1 point højere end forhåndsforventningerne. Vinderne for Maribo var Claus Schmidt, Steen D. Jensen, Finn Kristiansen, Jørgen B. Jespersen, Peter Poulsgaard, Søren Pedersen og Carsten F. Nielsen. Næste opgave for holdet bliver en svær hjemmekamp onsdag d. 13.11. mod Haslev 1, som formodes at være det stærkeste hold i rækken. Men måske kan Maribo igen overraske positivt.
I B-rækken tog Sydøstlolland revanche over Maribo, idet kampen Sydøstlolland 2 – Maribo 3 sluttede 4-0 til vores gode naboer.
Maribo Byturnering 2013
Claus Hansen genvandt titlen som Bymester med 5½ point foran Henning Nielsen med 5. Carsten Nielsen vandt ratingpræmien i gruppe 1, medens Hans Pedersen levede op til favoritværdigheden i gruppe 2, som han vandt med 4½ point foran Camilla Bak med 3½ og vores mange debutanter som turneringspillere.
Det var glædeligt at alle i gruppen fik point på tavlen. Camilla startede med at spille skak i Maribo for 2 år siden. Hun ser gerne, at flere piger/kvinder vil gøre hende selskab i klubben. Et synspunkt som vi andre (drengene/mændene) bakker op om.
Søren Pedersen, formand
Resultater fra Klosterturneringen 2013
Så sluttede den mere seriøse del af skakken i Maribo for denne sæson. 5. udgave af Klosterturneringen havde deltagelse af 24 skakspillere fra 5 klubber. I år sluttede gruppe 1 med en ægte finale, hvor den forsvarende mester, Henning Nielsen fra den arrangerende klub, besejrede Sigurd Marthendal fra Sydøstlolland. Dermed forsvarede Henning titlen med 4 point foran Sigurd med 3½. Det er hermed fjerde gang ud af 5 mulige, at Henning Nielsen er blevet ”Klostermester”.
I gruppe 2 blev Gert Hansen en sikker vinder med gevinst i alle 5 partier. Andenpladsen deltes af Leif Roerholt og Finn Kristiansen med 3 point.
Også i den meget jævnbyrdige gruppe 3 blev det til lokale præmier, idet Per Larsen og Peter Poulsgaard delte førstepladsen med hver 3½ point. Lige så jævnbyrdigt var det i gruppe 4, hvor det også endte med en delt førsteplads mellem Hans Pedersen, Maribo, og Henning Jakobsen fra Nordfalster, begge 3½ point.
En del af præmietagerne: Bagerst fra venstre Sigurd Marthendal, Peter Poulsgaard og Henning Nielsen. Forrest fra venstre Leif Roerholt, Finn Kristiansen, Gert Hansen og Henning Jakobsen.
Maribo Skakklub har fortsat klubaften hver onsdag kl. 19 hele sommeren. Vi har forskellige hurtigturneringer og skaktræning på programmet.
Søren Pedersen, formand
Masser af skakresultater
Mens vi venter på foråret, kulminerer skaksæsonen traditionen tro i marts og april. Det betyder også, at der har været mange afgørelser
i Maribo Skakklub.
Det interne klubmesterskab er i løbet af sæsonen afgjort over 8 runder, og det resulterede i 2 helt nye klubmestre. I gruppe 1 vandt, Ulrik Rath, klubbens stærkeste spiller gennem de senere år, titlen for første gang. Han scorede 7½ point foran Henning Nielsen med 7 point. I gruppe 2 blev Peter Poulsgaard mester med 5 point i sin kun anden sæson i klubben.
Lolland-Falster-mesterskabet er også blevet afgjort over 5 runder i januar-marts. Også her kunne Danmarksmesteren fra 1974, Ulrik Rath, føje en ny titel til sit CV. Han vandt titlen med 4½ point – igen foran Henning Nielsen med 4. De indbyrdes partier er i begge turneringer sluttet remis, men Ulrik har formået at vinde mod alle andre modstandere. I gruppe 2 levede Maribos 2 forhåndsfavoritter, Leif Roerholt og Finn Kristiansen, op til favoritværdigheden og blev hhv. 1 og 2 med 5 og 4 point.
Holdturneringen i 2. Hovedkreds er også netop afsluttet. Maribo 1 tabte sin sidste kamp i Mesterrækken med 3-5 til Holbæk 2. Med det resultat sluttede Maribo på andenpladsen i rækken med 31 point – 6 point efter årets suveræne vinder Sorø. Maribo 1's topscorer blev Svend Erik Hansen med 5½ point af 7 mulige. Også reserven Leif Roerholt gjorde det flot med 3½ af 4.
Maribo 2 har i løbet af sæsonen gjort det rigtig godt som oprykker i A-rækken. Faktisk førte holdet inden sidste runde, men da det blev til et uventet stort nederlag til Køge 2 på 2-6 blev vi kun nummer 3. Vordingborg vandt rækken med 35½ point foran Køge 2 og Maribo 2 begge 33 point. Da det som oprykker kun var vores ambition at forblive i rækken, var det dog et mere end godkendt resultat af sæsonen. Topscorer blev Abidin Mustafi med 6 point ud af 7. Henrik Simonsen scorede 5 point i 6 partier– godt gået i hans første sæson i klubben. Begge spillere vinder i øvrigt over 100 ratingpoint på deres flotte resultater.
Skaksæsonen er dog ikke slut endnu for Maribo. Frem til den 1. maj afvikles endnu 4 runder i vores traditionsrige Klosterturnering. Her kæmper 24 spillere i fire grupper om præmier og placeringer.
Endelig fortsætter vi de 3 første fredage i april med træning for begyndere og andre, som overvejer at blive medlemmer af klubben. Ved den første træning i fredags, var der mødt 4 nye mulige medlemmer op, men der kan godt være plads til et par stykker mere.
Søren Pedersen, formand
Status på holdskak efter 4. runde
I den forløbne uge er den 4. af i alt 7 runder i sæsonens afviklet. Det blev igen med blandede resultater for Maribo.
Maribos førstehold i Mesterrækken fik i søndags sit andet nederlag på stribe efter den fine sæsonstart. Kampen i Næstved blev tabt med 5-3. Det lidt uventede nederlag til midterholdet Næstved 2 gør, at sæsonens positive overraskelse, Sorø, har sat sig tungt på førstepladsen. Selv om Maribo stadig er nummer 2, er der med 5 point op til Sorø kun et beskedent håb om at indhente dem. De to klubbers resterende kampe er mod lige stærke modstandere. Svend Erik Hansen var Maribos eneste vinder i Næstved. Claus Hansen, John Kristensen, Gert Hansen og Leif Roerholt spillede alle remis.
Maribos andethold i A-rækken vandt onsdag aften sikkert 5½-2½ over Haslev 2. Det var en sejr som nemt kunne være blevet større, men et tab på tid og et mindre godt slutspil kostede Maribo 1½ point i slutningen af kampen. Henrik Simonsen, holdets topscorer vandt for 4. gang af 4 mulige. Øvrige vindere var Gert Hansen, Abidin Mustafi og Per Larsen. Remiserne stod Finn Kristiansen, Søren Pedersen og Carsten Nielsen for. Sejren betød, at Maribo rykkede frem til en delt andenplads et point efter Køge 2 og lige med Sydøstlolland 1, som er modstanderen i næste rundes lokalopgør i Kettinge. Maribos spillere ser i spænding frem til denne kamp mod et hold, som tidligere har gjort det godt mod Maribos førstehold.
Søren Pedersen, formand
Maribo er klar til holdskak
Maribo Skakklub er klar til den ny sæson i holdskak i 2. Hovedkreds under Dansk Skak Union.
Maribos førstehold deltager ligesom i sidste sæson i Mesterrækken. Her vil man forsøge at forbedre sidste sæsons andenplads og om muligt sikre sig oprykning til DSU’s divisionsturnering. De nærmeste konkurrenter forventes at blive Dianalund 1 og Holbæk 2, som Maribo møder i de to sidste runder til marts. Claus Hansen er ny holdleder for holdet.
Forinden venter 5 forventeligt jævnbyrdige kampe, hvor Maribo dog må leve op til en lille favoritværdighed. Maribo har 4 hjemmekampe, hvoraf den første er mod Faxe på søndag den 28. oktober i klublokalerne i Museumsgade 28.
Maribos andethold debuterer efter mange års fravær i A-rækken. Her er målsætningen at sikre eksistensen i rækken helst med en midterplacering. Maribo 2 lægger ud med et lokalopgør mod Nordfalster 1 i Nørre Alslev. Første hjemmekamp bliver onsdag den 21. november mod Vordingborg, som forventeligt bliver et af rækkens tophold. Asger Poulsen er holdleder for Maribo 2.
Der er fri adgang for tilskuere til hjemmekampene. I Mesterrækken startes altid søndage kl. 12 med en maksimal kamptid på 6 timer. I A-rækken startes altid onsdage kl. 19.30 med en maksimal kamptid på 4 timer.
Diverse
Ud over holdskak har Maribo Skakklub også individuelle turneringer m.m. på programmet. Læs mere herom på vores hjemmeside.
Vedhæftet kampprogram samt referat af sæsonens generalforsamling samt beretningen til denne.
Søren Pedersen, formand
Maribo klarer sig godt i holdskak – tredje gang var lykkens gang
Med en sejr på 4-0 over Sydøstlollands andethold sikrede Maribo 2 sig i går oprykning til A-rækken, endnu før holdturneringen i 2. Hovedkreds er slut. Det vindende bestod af Leif Roerholt, Gert Hansen, Abidin Mustafi og holdleder Finn Kristiansen. De tre sidstnævnte har endda scoret maksimalt udbytte i alle holdets kampe. I alle sæsonens kampe har holdet kun sat et point til. Det var i sæsonens første kamp mod Maribos eget tredjehold.
Og netop Maribo 3 har de bedste chancer for at sikre sig andenpladsen i den lokale B-række, når sidste runde spilles i begyndelsen af marts. Tredjeholdet stiller op efter et rotationsprincip, for at give flest mulige spillere kamptræning. Og mange spillere bliver der god brug for til næste sæson, for der skal Maribo i A-rækken stille med et 8-mands hold hver gang. I B-rækken stilles der kun med 4 mand til hver kamp. Med oprykningen til Maribo 2, har Maribo Skakklub opfyldt et mål igennem 3 sæsoner om at mindske afstanden mellem klubbens førstehold og reserverne. I de 2 seneste sæsoner glippede den ønskede oprykning med ganske lille margin.
Maribos førstehold spiller efter sidste sæsons korte ophold i 2. division igen i Mesterrækken. Her ligger holdet inden de sidste 2 runder på andenpladsen 1½ point efter Præstø, som Maribo tabte knebent til i første runde. De seneste 4 kampe er alle vundet, og med en god slutspurt kan Maribo måske overhale favoritterne fra Præstø, som på papiret har et lidt vanskeligere slutprogram. Maribos førstehold har igennem sæsonen haft mange afbud, men reserverne har gjort det godt i de fleste tilfælde. Men bedste individuelle præstation indtil nu står holdets alderspræsident, Henning Nielsen, for. Han har på topbrætterne scoret 5 ud 5 mod så stærke modstandere, at det er blevet til et såkaldt kandidatresultat. Det giver Henning Nielsen ret til at tilmelde sig Kandidatklassen, den næstøverste klasse, ved det individuelle DM i skak, som holdes hvert år i påsken.
Søren Pedersen, formand
Hurtigskak sluttede 100 års jubilæum
Lørdag dannede Torvet i Maribo en smuk ramme om den hurtigskakturnering, som markerede afslutningen på den seneste måneds aktiviteter i anledning af Maribo Skakklubs 100 års jubilæum. Turneringen var arrangeret af den jubilerende klub i samarbejde med Maribo Handelsstandsforening, som stillede sit telt og andre faciliteter til rådighed. Desuden havde byens handlende stillet en stor portion sponsorgaver til rådighed for turneringen. Disse blev uddelt med rund hånd for hurtigste gevinster i hver runde og andre prisværdige tiltag blandt de 48 deltagere i turneringen, som blev afsluttet med præmieoverrækkelse kl. 17.
En stor del af deltagerne kom langvejs fra: En helt fra Bosnien, 6 fra Jylland, 3 fra Fyn, 8 fra København, 14 fra det øvrige Sjælland samt de resterende fra Lolland-Falster. På trods af den for mange lange vej til Maribo var alle klar i teltet lidt i 9 om morgenen. Og de fik en god turnering i de for skakspillere lidt uvante rammer, som bl.a. bød på torvehandel, børneloppemarked og countrymusik. Mange forbipasserende fik også et kik ind til spillerne i teltet eller et spil skak med klubbens store brikker, som også var sat op uden for teltet.
Da resultaterne blev gjort op efter 7 runder var det i næsten alle grupper forhåndsfavoritterne, som havde klaret sig bedst. Samlede vindere blev Mads Boe og Jackie Andersen med 6 point. De er begge spillere på Skanderborg Skakklubs nyoprykkede Skakligamandskab. I ratinggruppe 2 vandt Palle Bratholm fra Sjælsø Skakklub med 5½ point, medens præmierne i gruppe 3 blev delt af fire spillere fra Frem Odense, Silkeborg, Dianalund og Hvidovre. I fjerde ratinggruppe vandt Søren Ulvedal Jensen fra Dianalund med 4½ point med et helt point mere end forfølgerne. Endelig blev John Svensson fra Amager en ligeså suveræn vinder af den 5. og sidste ratinggruppe med 4 point. Værtsklubbens egne 12 spillere i turneringen holdt sig klædeligt i baggrunden med sekundære placeringer, dog fik Claus Hansen med 4 point i ratinggruppe 1 en præmie som højest scorende lokale spiller uden for præmierækken.
Maribo Skakklub har været glad for samarbejdet med byens erhvervsliv om afviklingen af turneringen og muligheden for at bringe skakspillet ud til en bredere kreds af borgere end til hverdag.
Søren Pedersen, formand
Maribo Skakklubs 100 år jubilæumsturnering er slut
18 skakspillere spillede i Kristi Himmelfartsferien 7 runders skak i Maribo i anledning af den lokale klubs 100 års beståen. Vi havde håbet på flere deltagere, men bortset fra det var det en vellykket turnering i en hyggelig atmosfære. Der var også ros til Maribo Skakklub for turneringen fra de udenbys deltagere, hvor mange gerne ville komme næste gang, vi arrangerer en turnering.
Da resultatet blev gjort op søndag aften, var det forhåndsfavoritterne, som løb med præmierne. Turneringsvinder blev Mikkel Strange fra Furesø Skakklub med 6 point. Han havde lidt overraskende tabt i 2. runde til Finn Andersen fra Præstø. Men i finalerunden klarede han selv ærterne ved at besejre Maribos Henning Nielsen. Henning Nielsen og Ulrik Rath, begge Maribo, kunne således dele andenpræmien med 5½ point. Finn Andersen, Præstø, tog den 4. og sidste hovedpræmie med 5 point.
I præmiegruppe 2 var der flere overraskelser. Gruppen blev vundet af Sonny Holtzmann, som er enkeltmedlem af 2. hovedkreds, med 3½ point. Andenpræmien deltes mellem Willy Saugmann, Nykøbing F. og de to lokale Steen D. Jensen og Asger Poulsen alle med 3 point. Især Asger Poulsens præstation var en flot overraskelse, som giver ham en ratingfremgang for turneringen på noget over 100 point.
Søren Pedersen, formand
Klosterturneringen 2011 er slut
For tredje gang har Maribo Skakklub afviklet sin årlige enkeltmandsturnering, Klosterturneringen, som hermed vel kan kaldes en forårstradition i det lolland-falsterske skakliv. I år havde turneringen deltagelse af 24 spillere fra 4 klubber. Efter 5 spændende runder blev førstepladsen i gruppe delt mellem Ulrik Rath og Henning Nielsen, begge Maribo. I gruppe 2 vandt Sigurd Marthendal fra Sydøstlolland en sikker sejr. I gruppe 3 vandt den for tiden meget formstærke Finn Kristiansen, Maribo, trods et nederlag i første runde. Endelig var i gruppe 4 et fornemt comeback til Maribos Peter Kristiansen, som efter nogle års turneringspause som den eneste i turneringen formåede at vinde alle sine 5 partier. For øvrige placeringer og resultater henvises til tabellerne Her.
Søren Pedersen, formand
Divisionsdebut med knebent nederlag
Så er der for første gang i 28 år spillet en divisionskamp i skak i Maribo!
I går, søndag, debuterede Maribo Skakklubs førstehold i 2. division i en hjemmekamp mod Sydøstfyns Skakklubs andethold. Gæsterne vandt med 4½-3½, hvilket vi i Maribo vurderer som et godt resultat for os. Dette skal ses i lyset af, at vi opnåede et point mere end den forventede score, og at vi manglede vores normale førstebræt Ulrik Rath.
Sydøstfyns skakligareserver anses for at blive et af topholdene i 2. division, og de havde også sat næsen op efter en stor sejr i Maribo. Således havde deres holdleder på forhånd ”forbudt” sine spillere at spille remis. Denne lidt særprægede taktik blev i sidste ende til Maribos fordel, da to af Maribos spillere undervejs fremsatte remistilbud i lige stillinger. I begge tilfælde blev tilbuddene afslået – og senere vandt begge Maribos folk.
Gevinsterne for Maribo kom lidt overraskende på 3 af de 4 nederste brætter ved John Kristensen, Svend Erik Hansen og Gert Hansen. Henning Nielsen sikrede et halvt point med en remis på det altid svære førstebræt.
De øvrige resultater i rækken var også jævnbyrdige: K41 3 (Kbh.) – Ringsted 4½-3½
Dianalund - Evans 1(Vejle) 3½-4½ Holbæk – Roskilde 4½-3½. I de næste runder har Maribo udekamp mod Ringsted og hjemmekamp mod Dianalund. Det er to kampe, som gerne må vindes, hvis vi som oprykkere skal opnå vores målsætning om mindst en sjetteplads i rækken.
Maribos andet- og tredjehold mødes på onsdag i første runde i B-rækken. Her skal andetholdet helst kunne levere en stor sejr, for at bringe sig i den forventede position som opykningskandidat til A-rækken.
Søren Pedersen, formand
Overbevisende sejr til Nykøbing F. spiller i Klosterturneringen 2010
Maribo Skakklub har afsluttet sin anden klosterturnering med succes. Turneringen havde i år deltagelse af 24 skakspillere fra 6 klubber, som var fordelt i 6-mandsgrupper efter forventet spillestyrke.
I gruppe 1 blev det til en overbevisende sejr til turneringens eneste deltager fra Nykøbing, Erling Larsen, som gjorde rent bord med 5 sejre. Den flotte præstation er det, som kaldes et kandidatresultat. Det vil sige, at resultatet giver Erling Larsen ret til at deltage i Kandidatklassen (den næsthøjeste klasse) ved næste års DM i skak. Vinderen af Kandidatklassen deltager i Landsholdsholdklassen året efter, hvor vinderen er Danmarksmester i skak. Så teoretisk kan Erling Larsens med det flotte resultat i Maribo kan blive Danmarksmester i 2012. Selvom det nok ikke går sådan, er det alligevel en flot præstation.
I gruppe 1 blev andenpladsen delt mellem den arrangerende klubs Claus Hansen og John Kristensen, der begge scorede 3 point.
I gruppe 2 blev det til en sikker sejr for Gert Hansen, Maribo med 4 point foran Leif Roerholt med 3½.
I den meget jævnbyrdige gruppe 3 vandt rutinerede Per Larsen, Maribo med 3½ point foran klubkammeraten Søren Pedersen og Henning Mogensen fra Sydøstlollands Skakklub med hver 3 points.
Endelig var der stor spænding i gruppe 4, idet 4 spillere delte førstepladsen inden sidste runde. Her gjorde resultaterne, at Svend Åge Christensen fra Nakskov og Asger Poulsen fra Maribo delte med hver 4 point. Især Svend Åge Christensens resultat er bemærkelsesværdigt, da det betyder en ratinggevinst på over 100 point.
For øvrige resultater og placeringer henvises til klubbens hjemmeside. Jeg vil hermed benytte lejligheden til at takke alle deltagere for en engageret indsats og en velafviklet turnering.
I de kommende måneder afvikler Maribo Skakklub en række mindre turneringer med hurtigskak, hvor også nye spillere kan afprøve, om skak er noget for dem, ligesom spillere fra naboklubberne er velkomne. Vi spiller hver onsdag kl. 19 i Museumsgade 28.
Søren Pedersen, formand
I modsætning til i Mesterrækken, hvor Maribos førstehold vandt rækken og rykker op i 2. division (se pressemeddelelse fra 8.03.10), kunne Maribos andethold i B-rækken ikke helt leve op til forhåndsforventningerne, som var en førsteplads og retten til at spille om oprykning til A-rækken. Holdet sluttede på andenpladsen med 18½ point et point efter Møn 1. Topscorer for Maribo 2 blev Gert Hansen med 5 ud af 7 mulige point.
I sæsonen havde Maribo for første gang i flere år et tredjehold med i B-rækken. Det har til dels været brugt til at vænne nye spillere til at spille holdkamp. Holdet klarede sig pænt ved at vinde en og spille to kampe uafgjort. Holdet sluttede som nummer 7 af 8 hold. Topscorer blev Frank Posborg med 3½ i 6 partier.
Ny klubmester
I Maribo Skakklubs interne klubturnering, som er spillet over 9 runder i en stor monradgruppe i løbet af efteråret og vinteren vandt Henning Nielsen suverænt med 8½ point og kan nu kalde sig klubmester i det kommende år. Han afgav undervejs kun en remis mod Leif Roerholt, som delte andenpladsen med de seneste 4 års klubmester Claus Hansen. De scorede begge 6½ point. I gruppe 2 vandt Finn Kristiansen med 5½ point klubmesterskabet for tredje gang i træk.
Klosterturnering 2010
I øjeblikket afvikler Maribo Skakklub sin enkeltmandsturnering Klosterturneringen for anden gang. Her dyster 24 spillere fra 6 klubber om præmier og ratingpoint. Turneringens 5. og sidste runde spilles onsdag d. 14. april.
Søren Pedersen, formand
Maribo Skakklub rykker op i 2. division
Med en overbevisende sejr på 7½-½ mod Faxe sikrede Maribo Skakklub sig lidt overraskende førstepladsen i Mesterrækken og dermed oprykning til 2. division fra sæsonen 2010-11. Førstepladsen er overraskende, fordi Maribo, som var oprykker til Mesterrækken, startede sæsonen med beskedne resultater i de tre første runder før jul, og fordi Næstveds skakliga-reserver (som kalder sig selv for ”Dreamteam”) inden de to sidste runder af turneringen havde et forspring på 4½ point i forhold til Maribo.
Imidlertid kunne det ambitiøse næstvedhold ikke holde tempoet og tabte overraskende med 6-2 til Nykøbing F. i næstsidste runde forrige søndag, hvor Maribo samtidig vandt 5-3 over Sorø. Således var situationen inden sidste runde i går, hvor alle 8 hold mødtes til stævne i Sorø, at Maribo for at sikre sig førstepladsen skulle score 1½ point mere mod Faxe, end Næstved scorede mod Slagelse.
Da Maribo samtidig var ramt af tre afbud fra de faste spillere kunne det på forhånd ligne en svær opgave, men efter at Maribos førstebræt Ulrik Rath tog en hurtig remis med Faxes stærke Jens Askgård blev der ikke afgivet flere point. Samtidig endte Næstved med at tabe 3½-4½ til Slagelse, som kæmpede for at undgå nedrykning, og oprykningen var sikret for Maribo med 2½ points forspring. De vindende spillere for Maribo var Henning Nielsen, Claus Hansen, John Kristensen, Svend Erik Hansen samt reserverne Gert Hansen, Steen D. Jensen og Søren Pedersen. Holdet består desuden af Henrik Sandberg Jensen, Claus Schmidt og Leif Roerholt, som alle havde afbud til sidste runde.
En stærkt medvirkende årsag til Maribo succes har været, at vi før sæsonen fik tilgang af den stærke Ulrik Rath, som er flyttet til området fra Fyn. Han var individuel Danmarksmester i skak tilbage i 1974 og har bevaret stor spillestyrke, og har desuden erfaring fra mange divisionskampe for fynske klubber. Ulrik kunne grundet sygdom ikke deltage i de første tre runder af holdturneringen, men efter nytår har han scoret 3½ af 4 point på det svære førstebræt.
Sidst Maribo Skakklub var med i divisionsturneringen var i sæsonen 1981-82. Eneste tilbageværende på Maribos hold fra dengang er klubbens tidligere formand Gert Hansen, der som førstereserve på holdet i år har deltaget i alle 7 kampe i Mesterækken og scoret 3½ point. Holdets topscorere er Henning Nielsen og Claus Hansen begge med 5½ point.
Søren Pedersen, formand
99 års turnering en succes
40 skakspillere - heraf 7 juniorer (under 20 år) – trodsede sneen i søndags og deltog i Maribo Skakklubs 99 års fødselsdagsturnering. Spillerne kom fra 11 skakklubber fra Lolland-Falster og det meste af Sjælland. Turneringen spilledes som hurtigskak med 25 minutter til hver spiller til hvert parti, som hver spiller gennemførte 7 af i løbet af dagen.
Turneringen var en forøvelse for klubben på at arrangere en eller flere større turneringer i forbindelse med klubbens 100 års jubilæum i maj måned 2011. Turneringen blev kyndigt ledet af John Kristensen og Claus Hansen, som også fandt gode og sjove begrundelser for uddelingen af de mange sponsorgaver fra byens forretningsdrivende. Fx udløste en spillers lidt lave buksetalje et bælte og en bemærkning om, at han spillede r..en ud af bukserne.
Turneringen blev vundet af favoritten stormester Henrik Danielsen med 6½ af 7 mulige point. Kun John Christensen fra Dianalund formåede at fraviste stormesteren en remis. Henrik Danielsen, som stammer fra Nykøbing F, bor normalt på Island, hvor han af den islandske stat er ansat som skaktræner for unge islandske talenter. I øjeblikket er han i Danmark i forbindelse med kampe i holdturneringen i Danmark og Tyskland samt en turnering i Tjekkiet. Ind i mellem disse aktiviteter fandt han lige tid til at kaste glans over hurtigturneringen i Maribo.
Andenpræmien gik til Mikkel Strange fra Furesø Skakklub med 6 point, mens Maribos klubmester gennem de seneste 4 år, Claus Hansen, overraskende tog tredjepladsen med 5½ point.
Da alle 40 spillere spillede i en stor gruppe var der desuden en lang række vindere af ratingpræmier. (Se evt. nedenstående link.)
Søren Pedersen, formand
Få gang i brikkerne i det nye år
I anledning af at Maribo Skakklub fylder 99 år, indbyder klubben til 7 runders hurtigskakturnering for ALLE skakinteresserede (ikke kun klubspillere) søndag den 3. januar 2010 i Det Polske Hus, Museumsgade 28 i Maribo. Indskuddet er 99 kr.
På baggrund af en imponerende støtte fra vores sponsorer, spilles der blandt andet om en præmiesum på knapt 6000 DKK, samt mere end 20 gaver, der udloddes i løbet af turneringen. Turneringens hovedsponsor er Lollands Bank. Øvrige sponsorer er: Mr, expert, Tøjeksperten, Café Maribo, Torvegrillen, matas, SPORTMASTER, Kop&Kande, Guldsmed Kelø og ZAR.
Søren Pedersen, formand
Succes for Maribo Skakklub i efterårsferien
Maribo Skakklubs spillere har haft travlt i efterårsferien. I forrige weekend afholdt klubben, vist nok for første gang nogen sinde, en enkeltmandsturnering med 5 runder over en weekend. Turneringen fik et godt forløb, selvom nogle af spillerne virkede lidt trætte søndag aften efter over 20 timers skak på 2 døgn.
Der deltog 14 spillere fra 5 klubber. Værterne var ubeskedne nok til at tage alle præmier selv, idet Henning Nielsen vandt gruppe 1 med 4 point foran John Kristensen med 3½ p. I gruppe 2 vandt Flemming Møgelmose en sikker sejr med 4½ point foran Asger Poulsen og Søren Pedersen med hver 3½.
I går afsluttedes Nykøbing F.’s Byturnering 2009 efter 5 runder på 5 mandage i september og oktober. 4 af denne turnerings 14 deltagere kom fra Maribo Skakklub. I gruppe 1 vandt ratingfavoritten Gunnar Vest Hansen fra den arrangerende klub med 4½ point foran Henning Nielsen fra Maribo med 4 point. I gruppe 2 delte 2 klubformænd, nemlig Henrik Stampe, Nykøbing F. og Søren Pedersen, Maribo, førstepladsen mellem sig med hver 4 point.
Desuden er Maribo Skakklubs klubmesterskab påbegyndt. Det spilles i år i en stor monradgruppe. Det betyder, at der er plads til at nye spillere kan indtræde undervejs. Hvis man er interesseret i skak, er man velkommen til at kigge ind i klubbens lokaler på første sal i Museumsgade 28 til en snak og et spil skak hver onsdag kl. 19. Vi har plads og passende modstand for alle fra begyndere til mesterstyrke.
Søren Pedersen, formand
Klosterturneringen 2009 er færdigspillet
Maribo Skakklubs enkeltmandsturnering, Klosterturneringen, er slut for i år. Der har deltaget 28 spillere fra 7 skakklubber, og de har spillet hver 5 partier i løbet af 5 onsdage aftner i februar til april. Det er dermed den største enkeltmandsturnering i skak på Lolland-Falster i de seneste 5 år. Vi planlægger at følge succesen op med en tilsvarende turnering i 2010.
Resultatet blev at flg. vandt præmie i de 4 grupper:
Gruppe 1, som kun havde deltagere fra Maribo Skakklub blev vundet af Henning Nielsen med 5 ud af 5 mulige point. Claus Hansen blev toer med 3 point foran Svend Erik Hansen og Claus Schmidt, begge med 2½ point.
I gruppe 2 sikrede Jens P. Petersen, Sydøstlolland, sig sejren med 4 point. Peter Thomsen, Præstø, og Sigurd Marthendal, Tingsted delte andenpladsen med 3½ point.
I den jævnbyrdige gruppe 3 vandt Flemming Møgelmose med 4 point foran Finn Kristiansen 3½. Her var værtsklubben også med på den delte tredjeplads ved Keld Christensen og Per Larsen med hver 2½ point.
Endelig var der i gruppe 4 en sikker sejr med 5 point til Frank Posborg, Maribo foran klubkammeraten Asger Poulsen med 4. Med hver 3 point deltes tredjepladsen mellem Henning Jakobsen, Nordfalster og Bøje Pedersen fra Maribo.
Søren Pedersen, formand
xxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxxx
Initiativpræmie til Maribo Skakklub
Maribo Skakklub har fået tildelt Dansk Skak Unions initiativpris for 2. Hovedkreds (som dækker stort set samme geografiske område som Region Sjælland.) Det skete i forbindelse med 2. Hovedkreds delegeretmøde i går, lørdag.
Som begrundelse for, at Maribo Skakklub skulle have prisen, sagde hovedkredsformand Niels Steen Larsen:
” 2. Hovedkreds har valgt at tildele årets initiativpræmie til Maribo Skakklub, som med sine knapt 100 år er en af hovedkredsens ældste klubber. Trods den høje alder er klubben stadig i fuldt vigør.
Maribo Skakklub er et rart sted at komme. Der er et godt kammeratskab og sammenhold i klubben. I en tid med vigende medlemstal er det rart at se, at Maribo går mod strømmen.
Klubben har for nyligt fået egne spillelokaler, idet man har overtaget det polske hus og sat lokalerne fint i stand.
Vi glæder os til næste besøg i den gamle, driftige klub!”
I forbindelse med modtagelsen af initiativpræmien udtalte Maribo Skakklubs formand, Søren Pedersen:
”Vi er i klubben glade for og stolte over initiativprisen, men den får os ikke til hvile på laurbærrene. Vi vil gerne inden for det næste år have mindst 5 nye medlemmer i klubben. Vi har plads til både erfarne skakspillere og begyndere. Alle interesserede er velkomne onsdage kl. 19 i klubbens lokaler i Det polske Hus i Museumsgade 28. Vi spiller hver onsdag hele året.”
Initiativprisen var ikke den eneste præmie til Maribo Skakklub i forbindelse med lørdagens delegeretmøde. Holdleder John Kristensen kunne på vegne af Maribos førstehold modtage præmien for at have vundet hovedkredsturneringens A-række 1 og dermed sikret holdet oprykning til Mesterrækken. Og endelig var der en topscorerpræmie til Svend Erik Hansen, som i den forløbne sæson har passet 7. bræt på klubbens førstehold på bedste vis med det maksimale udbytte på 7 ud af 7 mulige point.
Søren Pedersen, formand
Finn Kristiansen 16.08.2021 07:20
Henning Jakobsen har skrevet en rigtig fin pressemeddelelse om det afholdte ÅBEN-HUS-ARRANGEMENT, der blev afholdt lørdag den 14. august 2021.
Finn Kristiansen
Nyeste kommentarer
01.08 | 16:37
Jeg har fået oplyst at klubben i 1949/50 havde 49 medlemmer. Det ...
22.05 | 19:12
Han vil være meget velkommen. På onsdag spiller vi noget u...
22.05 | 17:59
Hej Min mand og jeg er flyttet fra Færøerne til Lolland og da mi...
16.08 | 07:20
Henning Jakobsen har skrevet en rigtig fin pressemeddelelse...
Kontakt:
Maribo Skakklub
Spejdervænget 4
4930 Maribo
Formand Claus Schmidt
Mail:cvsskak@lightmail.dk
Mobil: 5018 9380
Webmaster: Henning Jakobsen
Mail: h.k.jakobsen@123dk.dk
Telefon: 5485 0970
Mobil: 5152 8170
Kasserer Peter Kristiansen
Mail: peter_kristiansen@mail.tele.dk
Mobil: 2169 2043
Kontonummer 6525-0004-030-516