Formandens beretning 2011
Indledning
Jeg har igen i år valgt at dele min beretning op i en organisatorisk del og en sportslig (= resultatmæssig del). I forbindelse med 100-årsjubilæet er der dog et vist overlap. I begge afsnit vil jeg dels se tilbage på det forløbne år, og dels forsøge at se lidt frem på forventningerne til den kommende sæson.
Organisatorisk del
Vi har i årets løb afholdt 8 bestyrelsesmøder, hvoraf de fleste har været fælles med jubilæumsudvalget. Desuden deltog John og jeg i 2. HK’s delegeretmøde i Sorø i foråret. Og endelig har vi ligesom sidste år holdt et fælles møde for skakklubberne på Lolland-Falster om planlægningen af den kommende sæson.
Arbejdet i bestyrelsen har mestendels drejet sig om planlægningen af klubbens 100 års jubilæum og dels den daglige drift og planlægning af sæsonens aktiviteter.
·
Reception: lørdag d. 28. maj 2011 – selve 100 årsdagen. Efterfølgende middag på Ebsens Hotel for medlemmer med damer – Fin tilslutning med 30 deltagere – og et vellykket arrangement.
·
Jubilæumsturnering: Kr. Himmelfarts-ferien 2011 18 skakspillere spillede i Kristi Himmelfartsferien 2.- 5. juni i nogle af de i denne sommer alt for få smukke sommerdage 7 runders skak. Vi havde håbet på flere deltagere, men bortset fra det var det en vellykket turnering i en hyggelig atmosfære. Der var også ros til Maribo Skakklub for turneringen fra de udenbys deltagere, hvoraf mange gerne ville komme næste gang, vi arrangerer en turnering. Da resultatet blev gjort op søndag aften, var det forhåndsfavoritterne, som løb med præmierne. Turneringsvinder blev Mikkel Strange fra Furesø Skakklub med 6 point. Han havde lidt overraskende tabt i 2. runde til Finn Andersen fra Præstø. Men i finalerunden klarede han selv ærterne ved at besejre Henning Nielsen. Henning Nielsen og Ulrik Rath kunne således dele andenpræmien med 5½ point. Finn Andersen, Præstø, tog den 4. og sidste hovedpræmie med 5 point. I præmiegruppe 2 var der flere overraskelser. Gruppen blev vundet af Sonny Holtzmann, som er enkeltmedlem af 2. hovedkreds, med 3½ point. Andenpræmien deltes mellem Willy Saugmann, Nykøbing F. og Steen D. Jensen og Asger Poulsen alle med 3 point. Især Asger Poulsens præstation var en flot overraskelse, som gav ham en ratingfremgang for turneringen på over 100 point.
·
Jubilæumsbogen. Claus og jeg endte med at bruge rigtig mange timer på projektet. I slutfasen blev vi presset på tiden, og det har været medvirkende til nogle fejl i bogen. Alt i alt mener vi dog, at vi har dokumenteret klubbens første 100 år på en måde, som vi godt kan være bekendt.
At vi i januar fik tilsagn om 12.500 kr. til bogen fra Nordeafonden var en glædelig begivenhed, som sammen med gaven på 10.000 kr. fra Lolland Kommune, gør at vi er kommet igennem jubilæumsåret med et betydeligt mindre underskud end på forhånd forventet.
·
Lørdag d. 25. juni dannede Torvet i Maribo en smuk ramme om den hurtigskakturnering, som markerede afslutningen på jubilæumsaktiviteterne. Turneringen var arrangeret i samarbejde med Maribo Handelsstandsforening, som stillede sit telt og andre faciliteter til rådighed. Desuden havde byens handlende stillet en stor portion sponsorgaver til rådighed for turneringen. Disse blev uddelt med rund hånd for hurtigste gevinster i hver runde og andre prisværdige tiltag blandt de 48 deltagere i turneringen, som blev afsluttet med præmieoverrækkelse kl. 17. En stor del af deltagerne kom langvejs fra: En helt fra Bosnien, 6 fra Jylland, 3 fra Fyn, 8 fra København, 14 fra det øvrige Sjælland samt de resterende fra Lolland-Falster. På trods af den for mange lange vej til Maribo var alle klar i teltet lidt i 9 om morgenen. Og de fik en god turnering i de for skakspillere lidt uvante rammer, som bl.a. bød på torvehandel, børneloppemarked og countrymusik. Mange forbipasserende fik også et kik ind til spillerne i teltet eller et spil skak med klubbens store brikker, som også var sat op uden for teltet.
Foreløbig så meget om jubilæet. Jeg vil nu vende mig til det mere hverdagsagtige.
Vi holdt åbent hus den 15. og 22. september med målrettet reklame for arrangementet til både unge og gamle potentielle medlemmer, men det mislykkedes – ikke én interesseret mødte op!
I det hele taget synes jeg vi har haft et godt og fyldigt program for jubilæumssæsonen. Det har også kostet mange kræfter, og jeg tror, at den kommende sæson bliver i et lidt lavere tempo, men forhåbentlig uden for megen tomgang.
På delegeretmødet i 2. HK fik vi vedtaget et forslag, som gerne skulle gøre vilkårligheden omkriung oprykning i holdturneringen lidt mindre. Forslaget kom sig af, at vi følte, at Maribo blev snydt for en ekstraordinær oprykning til A-rækken inden turneringen startede.
Desuden vedtog delegeretmødet en ny betænkningstid i A- og B-rækkerne: 32 træk på 90 minutter og derefter 30 min. + opsparet tid til resten.
Status på evt. renovering af Det Polske Hus (kun med i den mundtlige version)
Sportslig del
Holdturnering:
Maribos comeback til divisionsturneringen i jubilæumssæsonen blev forberedt grundigt med bl.a. forberedelser mod de forventede modstandere. Alligevel vidste vi, at det efter to oprykninger på stribe ville blive svært at sikre en forbliven i 2. division. Det skulle vise sig at holde stik! Med 14½ point i 7 kampe var der i slutstillingen 10 point op til den reddende sjetteplads.
Det begyndte ellers OK med et knebent hjemmenederlag til et af de forventede tophold, Sydøstfyn 2. I de næste 2 runder trak de mørke skyer op efter to 3-5 nederlag til Ringsted og Dianalund. Men den helt store deklassering fandt sted i runderne 4-6, hvor opgørene mod K 41 3 (Valby), Evans 1 (Vejle) og Roskilde kun gav et point i alt! Et resultat på 4-4 mod Holbæk i sidste runde reddede lidt af æren og betød, at Ringsted og Dianalund forblev i divisionen, mens Holbæk og Maribo fugtes ned i Mesterrækken. Topscorere på holdet blev John Kristensen og Svend Erik Hansen med hver 2½ af 7 mulige. Pokalen går til John.
Bedre gik det de to hold i B-rækken. Tredjeholdet, som stadig spiller med et rotationsprincip, blev efter gode resultater nr. 4 af de 7 hold. Topscorer blev Finn Kristiansen med 4½ af 5 mulige. Andetholdet sikrede sig trods et par halvdårlige resultater førstepladsen i gruppen med den mindst mulige afstand til Næstved 3. Holdets topscorer blev Gert Hansen med 5 af 6. Desværre manglede vi den afgørende dygtighed og medgang i oprykningskampen mod Dianalund 2, så det ser ud til en sæson mere i B-rækken.
Jeg vil hermed opfordre alle, som har lyst til at spille holdskak, til at tilmelde sig til holdturneringen og deltage flittigt.
Klubturnering:
Klubturneringen blev igen i år præget af mange aflysninger. Til sidst blev den dog afgjort og vundet af Henning Nielsen med 8½/9 foran Ulrik Rath med samme pointtal. Med 4½ point blev Keld Christensen for første gang vinder af gruppe 2.
Pokaler: Henning for anden gang klubmester i Maribo.
Keld for første gang!
EMT-turneringer:
Weekendturneringen i oktober trak 12 deltagere. Her vandt Henning Nielsen gruppe 1 med 5 point mens Svend Aage Christensen fra Nakskov overraskende vandt gruppe 2 med 4½.
Med 24 deltagere blev den tredje Klosterturnering en succes. Lokale gruppevindere blev i gruppe 1 Ulrik Rath og Henning Nielsen på deling, i gruppe 3 Finn Kristiansen, og i gruppe 4 var der et bemærkelsesværdigt come back til Peter Kristiansen med 5/5! Giv også dem en hånd!
Sommerturnering:
Endelig blev Ulrik Rath igen i år en rimelig sikker vinder af sommerturneringen med en procentscore på langt over 100! Hermed den sidste pokaloverrækkelse.
DSU’s Pokalturnering:
Endelig havde vi igen i år to hold, der kvalificerede sig til DSU’s Pokalfinale i Odense i pinsen, hvor de deltog med de bedste resultater i mange år – Eliteholdet sluttede som nummer 12 af 16 hold og Breddeholdet endte helt uventet i den bedste halvdel som nummer 8 af 18 hold. Samtidig havde dagen budt på lejligheder til at hilse på gamle og nye skakvenner fra det ganske land, så det var glade Maribospillere, som tog med færgen hjem.
Afslutning
Jeg vil afslutte denne beretning med at takke den øvrige bestyrelse for jeres store og vedvarende arbejde for at holde Maribo Skakklub i gang. Og ikke bare at holde den i gang, men at sørge for at den er et sted, hvor der hele tiden sker noget spændende og også gerne noget nyt. Denne tak gælder også Svend Erik som en dygtig og energisk webmaster, og Gert, som løbende yder en stor hjælp med indkøb af drikkevarer og hjælp ved diverse turneringer. At Gert igennem mere end 3 årtier har lagt et stort stykke arbejde i klubben var også grunden til, at bestyrelsen vedtog at udnævne ham til æresmedlem af klubben i forbindelse med jubilæet. Det vil jeg gerne sige jer tak for – uden jeres store hjælp og deltagelse ville klubben ikke kunne fungere.
Der har også været holdt andre mindre turneringer, som jeg ikke vil gå i detaljer med. Derimod vil jeg bede jer alle i at deltage i debatten om beretningen, for at komme med jeres bud på hvordan vi bedst sikrer skakken i Maribo og omegn fortsat fremgang. Hermed stiller jeg beretningen til debat.
Søren Pedersen