Pressemeddelse
Holdturneringsadministrator Jens Lundberg, 2. HK (th) overrækker initiativpræmiebevis til John Kristensen fra Maribo (tv) Skakklub. Hovedkredsens formand Niels Steen Larsen i forgrunden.
Pressemeddelelse udsendt 02.02.2012

Maribo klarer sig godt i holdskak – tredje gang var lykkens gang

 

Med en sejr på 4-0 over Sydøstlollands andethold sikrede Maribo 2 sig i går oprykning til A-rækken, endnu før holdturneringen i 2. Hovedkreds er slut. Det vindende bestod af Leif Roerholt, Gert Hansen, Abidin Mustafi og holdleder Finn Kristiansen. De tre sidstnævnte har endda scoret maksimalt udbytte i alle holdets kampe. I alle sæsonens kampe har holdet kun sat et point til. Det var i sæsonens første kamp mod Maribos eget tredjehold.

Og netop Maribo 3 har de bedste chancer for at sikre sig andenpladsen i den lokale B-række, når sidste runde spilles i begyndelsen af marts. Tredjeholdet stiller op efter et rotationsprincip, for at give flest mulige spillere kamptræning. Og mange spillere bliver der god brug for til næste sæson, for der skal Maribo i A-rækken stille med et 8-mands hold hver gang. I B-rækken stilles der kun med 4 mand til hver kamp. Med oprykningen til Maribo 2, har Maribo Skakklub opfyldt et mål igennem 3 sæsoner om at mindske afstanden mellem klubbens førstehold og reserverne. I de 2 seneste sæsoner glippede den ønskede oprykning med ganske lille margin.

Maribos førstehold spiller efter sidste sæsons korte ophold i 2. division igen i Mesterrækken. Her ligger holdet inden de sidste 2 runder på andenpladsen 1½ point efter Præstø, som Maribo tabte knebent til i første runde. De seneste 4 kampe er alle vundet, og med en god slutspurt kan Maribo måske overhale favoritterne fra Præstø, som på papiret har et lidt vanskeligere slutprogram. Maribos førstehold har igennem sæsonen haft mange afbud, men reserverne har gjort det godt i de fleste tilfælde. Men bedste individuelle præstation indtil nu står holdets alderspræsident, Henning Nielsen, for. Han har på topbrætterne scoret 5 ud 5 mod så stærke modstandere, at det er blevet til et såkaldt kandidatresultat. Det giver Henning Nielsen ret til at tilmelde sig Kandidatklassen, den næstøverste klasse, ved det individuelle DM i skak, som holdes hvert år i påsken.

Med venlig hilsen

Søren Pedersen

formand for Maribo Skakklub


Pressemeddelelse udsendt 26.6.2011

Hurtigskak sluttede 100 års jubilæum

 

Lørdag dannede Torvet i Maribo en smuk ramme om den hurtigskakturnering, som markerede afslutningen på den seneste måneds aktiviteter i anledning af Maribo Skakklubs 100 års jubilæum. Turneringen var arrangeret af den jubilerende klub i samarbejde med Maribo Handelsstandsforening, som stillede sit telt og andre faciliteter til rådighed. Desuden havde byens handlende stillet en stor portion sponsorgaver til rådighed for turneringen. Disse blev uddelt med rund hånd for hurtigste gevinster i hver runde og andre prisværdige tiltag blandt de 48 deltagere i turneringen, som blev afsluttet med præmieoverrækkelse kl. 17.

 

En stor del af deltagerne kom langvejs fra: En helt fra Bosnien, 6 fra Jylland, 3 fra Fyn, 8 fra København, 14 fra det øvrige Sjælland samt de resterende fra Lolland-Falster. På trods af den for mange lange vej til Maribo var alle klar i teltet lidt i 9 om morgenen. Og de fik en god turnering i de for skakspillere lidt uvante rammer, som bl.a. bød på torvehandel, børneloppemarked og countrymusik. Mange forbipasserende fik også et kik ind til spillerne i teltet eller et spil skak med klubbens store brikker, som også var sat op uden for teltet.

 

Da resultaterne blev gjort op efter 7 runder var det i næsten alle grupper forhåndsfavoritterne, som havde klaret sig bedst. Samlede vindere blev Mads Boe og Jackie Andersen med 6 point. De er begge spillere på Skanderborg Skakklubs nyoprykkede Skakligamandskab. I ratinggruppe 2 vandt Palle Bratholm fra Sjælsø Skakklub med 5½ point, medens præmierne i gruppe 3 blev delt af fire spillere fra Frem Odense, Silkeborg, Dianalund og Hvidovre. I fjerde ratinggruppe vandt Søren Ulvedal Jensen fra Dianalund med 4½ point med et helt point mere end forfølgerne. Endelig blev John Svensson fra Amager en ligeså suveræn vinder af den 5. og sidste ratinggruppe med 4 point. Værtsklubbens egne 12 spillere i turneringen holdt sig klædeligt i baggrunden med sekundære placeringer, dog fik Claus Hansen med 4 point i ratinggruppe 1 en præmie som højest scorende lokale spiller uden for præmierækken.

 

Maribo Skakklub har været glad for samarbejdet med byens erhvervsliv om afviklingen af turneringen og muligheden for at bringe skakspillet ud til en bredere kreds af borgere end til hverdag.


Med venlig hilsen

Søren Pedersen

formand for Maribo Skakklub


Pressemeddelelse fra Maribo Skakklub udsendt 06.06.2011

Maribo Skakklubs 100 år jubilæumsturnering er slut

 

18 skakspillere spillede i Kristi Himmelfartsferien 7 runders skak i Maribo i anledning af den lokale klubs 100 års beståen. Vi havde håbet på flere deltagere, men bortset fra det var det en vellykket turnering i en hyggelig atmosfære. Der var også ros til Maribo Skakklub for turneringen fra de udenbys deltagere, hvor mange gerne ville komme næste gang, vi arrangerer en turnering.

Da resultatet blev gjort op søndag aften, var det forhåndsfavoritterne, som løb med præmierne. Turneringsvinder blev Mikkel Strange fra Furesø Skakklub med 6 point. Han havde lidt overraskende tabt i 2. runde til Finn Andersen fra Præstø. Men i finalerunden klarede han selv ærterne ved at besejre Maribos Henning Nielsen. Henning Nielsen og Ulrik Rath, begge Maribo, kunne således dele andenpræmien med 5½ point. Finn Andersen, Præstø, tog den 4. og sidste hovedpræmie med 5 point.

I præmiegruppe 2 var der flere overraskelser. Gruppen blev vundet af Sonny Holtzmann, som er enkeltmedlem af 2. hovedkreds, med 3½ point. Andenpræmien deltes mellem Willy Saugmann, Nykøbing F. og de to lokale Steen D. Jensen og Asger Poulsen alle med 3 point. Især Asger Poulsens præstation var en flot overraskelse, som giver ham en ratingfremgang for turneringen på noget over 100 point.

 

Med venlig hilsen

Søren Pedersen

formand for Maribo Skakklub


Pressemeddelelse fra Maribo Skakklub udsendt 14.04.2011

Klosterturneringen 2011 er slut

 

For tredje gang har Maribo Skakklub afviklet sin årlige enkeltmandsturnering, Klosterturneringen, som hermed vel kan kaldes en forårstradition i det lolland-falsterske skakliv. I år havde turneringen deltagelse af 24 spillere fra 4 klubber. Efter 5 spændende runder blev førstepladsen i gruppe delt mellem Ulrik Rath og Henning Nielsen, begge Maribo. I gruppe 2 vandt Sigurd Marthendal fra Sydøstlolland en sikker sejr. I gruppe 3 vandt den for tiden meget formstærke Finn Kristiansen, Maribo, trods et nederlag i første runde. Endelig var i gruppe 4 et fornemt comeback til Maribos Peter Kristiansen, som efter nogle års turneringspause som den eneste i turneringen formåede at vinde alle sine 5 partier. For øvrige placeringer og resultater henvises til tabellerne her.

Med venlig hilsen

Søren Pedersen

formand for Maribo Skakklub


Pressemeddelelse fra Maribo Skakklub udsendt 8.11.2010

Divisionsdebut med knebent nederlag

 

Så er der for første gang i 28 år spillet en divisionskamp i skak i Maribo!

I går, søndag, debuterede Maribo Skakklubs førstehold i 2. division i en hjemmekamp mod Sydøstfyns Skakklubs andethold. Gæsterne vandt med 4½-3½, hvilket vi i Maribo vurderer som et godt resultat for os. Dette skal ses i lyset af, at vi opnåede et point mere end den forventede score, og at vi manglede vores normale førstebræt Ulrik Rath.

Sydøstfyns skakligareserver anses for at blive et af topholdene i 2. division, og de havde også sat næsen op efter en stor sejr i Maribo. Således havde deres holdleder på forhånd ”forbudt” sine spillere at spille remis. Denne lidt særprægede taktik blev i sidste ende til Maribos fordel, da to af Maribos spillere undervejs fremsatte remistilbud i lige stillinger. I begge tilfælde blev tilbuddene afslået – og senere vandt begge Maribos folk.

Gevinsterne for Maribo kom lidt overraskende på 3 af de 4 nederste brætter ved John Kristensen, Svend Erik Hansen og Gert Hansen. Henning Nielsen sikrede et halvt point med en remis på det altid svære førstebræt.

De øvrige resultater i rækken var også jævnbyrdige: K41 3 (Kbh.) – Ringsted 4½-3½   

Dianalund - Evans 1(Vejle) 3½-4½   Holbæk – Roskilde 4½-3½.  I de næste runder har Maribo udekamp mod Ringsted og hjemmekamp mod Dianalund. Det er to kampe, som gerne må vindes, hvis vi som oprykkere skal opnå vores målsætning om mindst en sjetteplads i rækken.

Maribos andet- og tredjehold mødes på onsdag i første runde i B-rækken. Her skal andetholdet helst kunne levere en stor sejr, for at bringe sig i den forventede position som opykningskandidat til A-rækken.

 

Med venlig hilsen

Søren Pedersen

formand for Maribo Skakklub


Pressemeddelelse fra Maribo Skakklub udsendt 17.04.2010

Overbevisende sejr til Nykøbingsspiller

i Klosterturneringen 2010

 

Maribo Skakklub har afsluttet sin anden Klosterturnering med succes. Turneringen havde i år deltagelse af 24 skakspillere fra 6 klubber, som var fordelt i 6-mandsgrupper efter forventet spillestyrke.

I gruppe 1 blev det til en overbevisende sejr til turneringens eneste deltager fra Nykøbing, Erling Larsen, som gjorde rent bord med 5 sejre. Den flotte præstation er det, som kaldes et kandidatresultat. Det vil sige, at resultatet giver Erling Larsen ret til at deltage i Kandidatklassen (den næsthøjeste klasse) ved næste års DM i skak. Vinderen af Kandidatklassen deltager i Landsholdsholdsklassen året efter, hvor vinderen er Danmarksmester i skak. Så teoretisk kan Erling Larsens med det flotte resultat i Maribo kan blive Danmarksmester i 2012. Selvom det nok ikke går sådan, er det alligevel en flot præstation.

I gruppe 1 blev andenpladsen delt mellem den arrangerende klubs Claus Hansen og John Kristensen, der begge scorede 3 point.

I gruppe 2 blev det til en sikker sejr for Gert Hansen, Maribo med 4 point foran Leif Roerholt med 3½.

I den meget jævnbyrdige gruppe 3 vandt rutinerede Per Larsen, Maribo med 3½ point foran klubkammeraten Søren Pedersen og Henning Mogensen fra Sydøstlollands Skakklub med hver 3 points.

Endelig var der stor spænding i gruppe 4, idet 4 spillere delte førstepladsen inden sidste runde. Her gjorde resultaterne, at Svend Åge Christensen fra Nakskov og Asger Poulsen fra Maribo delte med hver 4 point. Især Svend Åge Christensens resultat er bemærkelsesværdigt, da det betyder en ratinggevinst på over 100 point.

For øvrige resultater og placeringer henvises til klubbens hjemmeside. Jeg vil hermed benytte lejligheden til at takke alle deltagere for en engageret indsats og en velafviklet turnering.

I de kommende måneder afvikler Maribo Skakklub en række mindre turneringer med hurtigskak, hvor også nye spillere kan afprøve, om skak er noget for dem, ligesom spillere fra naboklubberne er velkomne. Vi spiller hver onsdag kl. 19 i Museumsgade 28.

Med venlig hilsen

Søren Pedersen

formand for Maribo Skakklub


Pressemeddelelse fra Maribo Skakklub udsendt 14.03.2010

               Holdturnering og klubturnering afsluttet

Den udsædvanligt snerige vinter har været til besvær for afviklingen af både holdturneringen og Maribo skakklubs klubturnering, idet flere kampe og partier har været udsat, fordi spillere ikke har kunnet nå frem. Men nu er begge turneringer afsluttet.

I modsætning til i Mesterrækken, hvor Maribos førstehold vandt rækken og rykker op i 2. division (se pressemeddelelse fra 8.03.10), kunne Maribos andethold i B-rækken ikke helt leve op til forhåndsforventningerne, som var en førsteplads og retten til at spille om oprykning til A-rækken. Holdet sluttede på andenpladsen med 18½ point et point efter Møn 1. Topscorer for Maribo 2 blev Gert Hansen med 5 ud af 7 mulige point.

I sæsonen havde Maribo for første gang i flere år et tredjehold med i B-rækken. Det har til dels været brugt til at vænne nye spillere til at spille holdkamp. Holdet klarede sig pænt ved at vinde en og spille to kampe uafgjort. Holdet sluttede som nummer 7 af 8 hold. Topscorer blev Frank Posborg med 3½ i 6 partier.

                   Ny klubmester

I Maribo Skakklubs interne klubturnering, som er spillet over 9 runder i en stor monradgruppe i løbet af efteråret og vinteren vandt Henning Nielsen suverænt med 8½ point og kan nu kalde sig klubmester i det kommende år. Han afgav undervejs kun en remis mod Leif Roerholt, som delte andenpladsen med de seneste 5 år klubmester Claus Hansen. De scorede begge 6½ point. I gruppe 2 vandt Finn Kristiansen med 5½ point klubmesterskabet for tredje gang i træk.

                   Klosterturnering 2010

I øjeblikket afvikler Maribo Skakklub sin enkeltmandsturnering Klosterturneringen for anden gang. Her dyster 24 spillere fra 6 klubber om præmier og ratingpoint. Turneringens 5. og sidste runde spilles onsdag d. 14. april.

Med venlig hilsen

Søren Pedersen

formand for Maribo Skakklub


Pressemeddelelse fra Maribo Skakklub udsendt 8.03.2010

Maribo Skakklub rykker op i 2. division

 

Med en overbevisende sejr på 7½-½ mod Faxe sikrede Maribo Skakklub sig lidt overraskende førstepladsen i Mesterrækken og dermed oprykning til 2. division fra sæsonen 2010-11. Førstepladsen er overraskende, fordi Maribo, som var oprykker til Mesterrækken, startede sæsonen med beskedne resultater i de tre første runder før jul, og fordi Næstveds skakliga-reserver (som kalder sig selv for ”Dreamteam”) inden de to sidste runder af turneringen havde et forspring på 4½ point i forhold til Maribo.

Imidlertid kunne det ambitiøse næstvedhold ikke holde tempoet og tabte overraskende med 6-2 til Nykøbing F. i næstsidste runde forrige søndag, hvor Maribo samtidig vandt 5-3 over Sorø. Således var situationen inden sidste runde i går, hvor alle 8 hold mødtes til stævne i Sorø, at Maribo for at sikre sig førstepladsen skulle score 1½ point mere mod Faxe, end Næstved scorede mod Slagelse.

Da Maribo samtidig var ramt af tre afbud fra de faste spillere kunne det på forhånd ligne en svær opgave, men efter at Maribos førstebræt Ulrik Rath tog en hurtig remis med Faxes stærke Jens Askgård blev der ikke afgivet flere point. Samtidig endte Næstved med at tabe 3½-4½ til Slagelse, som kæmpede for at undgå nedrykning, og oprykningen var sikret for Maribo med 2½ points forspring. De vindende spillere for Maribo var Henning Nielsen, Claus Hansen, John Kristensen, Svend Erik Hansen samt reserverne Gert Hansen, Steen D. Jensen og Søren Pedersen. Holdet består desuden af Henrik Sandberg Jensen, Claus Schmidt og Leif Roerholt, som alle havde afbud til sidste runde.

En stærkt medvirkende årsag til Maribo succes har været, at vi før sæsonen fik tilgang af den stærke Ulrik Rath, som er flyttet til området fra Fyn. Han var individuel Danmarksmester i skak tilbage i 1974 og har bevaret stor spillestyrke, og har desuden erfaring fra mange divisionskampe for fynske klubber. Ulrik kunne grundet sygdom ikke deltage i de første tre runder af holdturneringen, men efter nytår har han scoret 3½ af 4 point på det svære førstebræt.

Sidst Maribo Skakklub var med i divisionsturneringen var i sæsonen 1981-82. Eneste tilbageværende på Maribos hold fra dengang er klubbens tidligere formand Gert Hansen, der som førstereserve på holdet i år har deltaget i alle 7 kampe i Mesterækken og scoret 3½ point. Holdets topscorere er Henning Nielsen og Claus Hansen begge med 5½ point.

Med venlig hilsen

Søren Pedersen

formand for Maribo Skakklub


Pressemeddelelse fra Maribo Skakklub udsendt: 05-01-2010

99 års-turnering en succes

 

40 skakspillere - heraf 7 juniorer (under 20 år) – trodsede sneen i søndags og deltog i Maribo Skakklubs 99 års fødselsdagsturnering. Spillerne kom fra 11 skakklubber fra Lolland-Falster og det meste af Sjælland. Turneringen spilledes som hurtigskak med 25 minutter til hver spiller til hvert parti, som hver spiller gennemførte 7 af i løbet af dagen.

Turneringen var en forøvelse for klubben på at arrangere en eller flere større turneringer i forbindelse med klubbens 100 års jubilæum i maj måned 2011. Turneringen blev kyndigt ledet af John Kristensen og Claus Hansen, som også fandt gode og sjove begrundelser for uddelingen af de mange sponsorgaver fra byens forretningsdrivende. Fx udløste en spillers lidt lave buksetalje et bælte og en bemærkning om, at han spillede r..en ud af bukserne.

Turneringen blev vundet af favoritten stormester Henrik Danielsen med 6½ af 7 mulige point. Kun John Christensen fra Dianalund formåede at fraviste stormesteren en remis. Henrik Danielsen, som stammer fra Nykøbing F, bor normalt på Island, hvor han af den islandske stat er ansat som skaktræner for unge islandske talenter. I øjeblikket er han i Danmark i forbindelse med kampe i holdturneringen i Danmark og Tyskland samt en turnering i Tjekkiet. Ind i mellem disse aktiviteter fandt han lige tid til at kaste glans over hurtigturneringen i Maribo.

Andenpræmien gik til Mikkel Strange fra Furesø Skakklub med 6 point, mens Maribos klubmester gennem de seneste 4 år, Claus Hansen, overraskende tog tredjepladsen med 5½ point.

Da alle 40 spillere spillede i en stor gruppe var der desuden en lang række vindere af ratingpræmier. (Se evt. nedenstående link.)

Med venlig hilsen

Søren Pedersen

formand for Maribo Skakklub


Pressemeddelelse fra Maribo Skakklub udsendt: 13.12.09

Få gang i brikkerne i det nye år

 

I anledning af at Maribo Skakklub fylder 99 år, indbyder klubben til 7 runders hurtigskakturnering for ALLE skakinteresserede (ikke kun klubspillere) søndag den 3. januar 2010 i Det Polske Hus, Museumsgade 28 i Maribo. Indskuddet er 99 kr.

 

På baggrund af en imponerende støtte fra vores sponsorer, spilles der blandt andet om en præmiesum på knapt 6000 DKK, samt mere end 20 gaver, der udloddes i løbet af turneringen. Turneringens hovedsponsor er Lollands Bank. Øvrige sponsorer er: Mr, expert, Tøjeksperten, Café Maribo, Torvegrillen, matas, SPORTMASTER, Kop&Kande, Guldsmed Kelø og ZAR.

 

Med venlig hilsen

Søren Pedersen

formand for Maribo Skakklub


Pressemeddelelse fra Maribo Skakklub udsendt: 20.10.09

 

Succes for Maribo Skakklub i efterårsferien

Maribo Skakklubs spillere har haft travlt i efterårsferien. I forrige weekend afholdt klubben, vist nok for første gang nogen sinde, en enkeltmandsturnering med 5 runder over en weekend. Turneringen fik et godt forløb, selvom nogle af spillerne virkede lidt trætte søndag aften efter over 20 timers skak på 2 døgn.

Der deltog 14 spillere fra 5 klubber. Værterne var ubeskedne nok til at tage alle præmier selv, idet Henning Nielsen vandt gruppe 1 med 4 point foran John Kristensen med 3½ p. I gruppe 2 vandt Flemming Møgelmose en sikker sejr med 4½ point foran Asger Poulsen og Søren Pedersen med hver 3½.

I går afsluttedes Nykøbing F.’s Byturnering 2009 efter 5 runder på 5 mandage i september og oktober. 4 af denne turnerings 14 deltagere kom fra Maribo Skakklub. I gruppe 1 vandt ratingfavoritten Gunnar Vest Hansen fra den arrangerende klub med 4½ point foran Henning Nielsen fra Maribo med 4 point. I gruppe 2 delte 2 klubformænd, nemlig Henrik Stampe, Nykøbing F. og Søren Pedersen, Maribo, førstepladsen mellem sig med hver 4 point.

Desuden er Maribo Skakklubs klubmesterskab påbegyndt. Det spilles i år i en stor monradgruppe. Det betyder, at der er plads til at nye spillere kan indtræde undervejs. Hvis man er interesseret i skak, er man velkommen til at kigge ind i klubbens lokaler på første sal i Museumsgade 28 til en snak og et spil skak hver onsdag kl. 19. Vi har plads og passende modstand for alle fra begyndere til mesterstyrke.


Med venlig hilsen
 

Søren Pedersen

formand for Maribo Skakklub 


Pressemeddelelse fra Maribo Skakklub udsendt: 16.04.09

 

Klosterturneringen 2009 er færdigspillet

Maribo Skakklubs enkeltmandsturnering, Klosterturneringen, er slut for i år. Der har deltaget 28 spillere fra 7 skakklubber, og de har spillet hver 5 partier i løbet af 5 onsdage aftner i februar til april. Det er dermed den største enkeltmandsturnering i skak på Lolland-Falster i de seneste 5 år. Vi planlægger at følge succesen op med en tilsvarende turnering i 2010.

Resultatet blev at flg. vandt præmie i de 4 grupper:

Gruppe 1, som kun havde deltagere fra Maribo Skakklub blev vundet af Henning Nielsen med 5 ud af 5 mulige point. Claus Hansen blev toer med 3 point foran Svend Erik Hansen og Claus Schmidt, begge med 2½ point.

I gruppe 2 sikrede Jens P. Petersen, Sydøstlolland, sig sejren med 4 point. Peter Thomsen, Præstø, og Sigurd Marthendal, Tingsted delte andenpladsen med 3½ point.

I den jævnbyrdige gruppe 3 vandt Flemming Møgelmose med 4 point foran Finn Kristiansen 3½. Her var værtsklubben også med på den delte tredjeplads ved Keld Christensen og Per Larsen med hver 2½ point.

Endelig var der i gruppe 4 en sikker sejr med 5 point til Frank Posborg, Maribo foran klubkammeraten Asger Poulsen med 4. Med hver 3 point deltes tredjepladsen mellem Henning Jakobsen, Nordfalster og Bøje Pedersen fra Maribo.

Med venlig hilsen

Søren Pedersen

formand for Maribo Skakklub


Pressemeddelelse fra Maribo Skakklub udsendt: 05.04.09

Initiativpræmie til Maribo Skakklub

Maribo Skakklub har fået tildelt Dansk Skak Unions initiativpris for 2. Hovedkreds (som dækker stort set samme geografiske område som Region Sjælland.) Det skete i forbindelse med 2. Hovedkreds delegeretmøde i går, lørdag.

Som begrundelse for, at Maribo Skakklub skulle have prisen, sagde hovedkredsformand Niels Steen Larsen:

2. Hovedkreds har valgt at tildele årets initiativpræmie til Maribo Skakklub, som med sine knapt 100 år er en af hovedkredsens ældste klubber. Trods den høje alder er klubben stadig i fuldt vigør.

Maribo Skakklub er et rart sted at komme. Der er et godt kammeratskab og sammenhold i klubben. I en tid med vigende medlemstal er det rart at se, at Maribo går mod strømmen.

Klubben har for nyligt fået egne spillelokaler, idet man har overtaget det polske hus og sat lokalerne fint i stand.

Vi glæder os til næste besøg i den gamle, driftige klub!”

I forbindelse med modtagelsen af initiativpræmien udtalte Maribo Skakklubs formand, Søren Pedersen:

”Vi er i klubben glade for og stolte over initiativprisen, men den får os ikke til hvile på laurbærrene. Vi vil gerne inden for det næste år have mindst 5 nye medlemmer i klubben. Vi har plads til både erfarne skakspillere og begyndere. Alle interesserede er velkomne onsdage kl. 19 i klubbens lokaler i Det polske Hus i Museumsgade 28. Vi spiller hver onsdag hele året.”

Initiativprisen var ikke den eneste præmie til Maribo Skakklub i forbindelse med lørdagens delegeretmøde. Holdleder John Kristensen kunne på vegne af Maribos førstehold modtage præmien for at have vundet hovedkredsturneringens A-række 1 og dermed sikret holdet oprykning til Mesterrækken. Og endelig var der en topscorerpræmie til Svend Erik Hansen, som i den forløbne sæson har passet 7. bræt på klubbens førstehold på bedste vis med det maksimale udbytte på 7 ud af 7 mulige point.

 

Med venlig hilsen

Søren Pedersen

formand for Maribo Skakklub